Vorupør

Fiskerlejet Vorupør ligger ud til Vesterhavet i Thy i Nordvestjylland. På landingspladsen kan du opleve de mange små fiskerbåde, der lander frisk fisk, når vejret tillader det. Desuden har Vorupør en rigtig god badestrand (blåt flag). Byen ligger midt inde i Nationalpark Thy (Danmarks første nationalpark). På den nyanlagte cykelsti kan du opleve Nationalparken på nært hold. Cykelstien går fra Agger gennem Vorupør til Hanstholm. Selve byen har en del indkøbsmuligheder. Et spændende museum viser Vorupørs historie og i Nordsø Akvariet kan man se de fisk, som lever i Vesterhavet. Vorupør er en del af Cold Hawaii (som er betegnelsen for Thys Vesterhavskyst i surfermiljøet) og i byens surfforretning kan du melde dig på surfskole.

Omkring landingspladsen i Vorupør er der sket en større udvikling. Der er anlagt en ny promenade med en stor udsigtsterrasse og renoveringen af den store mole er færdig. Man har desuden lavet et stort havbad ved siden af molen (se beskrivelsen under menupunktet Links ovenfor). De gamle fiskerhuse ved landingspladsen er blevet renoveret. Byggeriet af det nye store Nationalparkcenter ( som skal ligge inde i klitten nordøst for landingspladsen) er godt i gang – det forventes indviet i påsken 2021.

Huset

Vores hus ligger ca 250 m fra landingspladsen og fra stranden i Nr. Vorupør. Man kan se huset og dets placering på  billederne nedenunder. Huset er stort og vi udlejer en lille lejlighed til Bed & Breakfast. Menuen på siden giver adgang til beskrivelsen af lejligheden og anden information.